23948sdkhjf

Abonnement på dagligvarer kan knække indkøbsvaner

Vi køber forsvindende lidt fra dagligvarekæderne på nettet. Men ny abonnementsservice kan få hul på området.

Det er dyrt for supermarkederne at køre toiletpapir, danskvand og sæbe ud til kundens fordør - men Nettos nye tilbud om at abonnere på en række basisvarer kan være det, der i sidste ende kommer til at betale sig.

Det siger Dorte Wimmer, der er forbruger- og detailekspert hos Retail Institute Scandinavia.

Hun vurderer, at abonnementsordningen kan være det, der kan knække koden for supermarkederne, så de kommer til at tjene penge på onlinesalget.

- Det kan være det koncept, som gør, at supermarkederne bryder igennem onlinemuren. Det er en forsvindende lille del af detailhandlen, der sker via nettet i dag, siger Dorte Wimmer, der vurderer, at salget er på tre-fire procent.

Det smarte ved Nettos nye service, Fillop, er, at den er baseret på et abonnement. Og det er et koncept, vi allerede i dag kender fra eksempelvis Årstiderne, der tjener penge på at levere dagligvarer til forbrugerne.

- Får Netto først gang i salget, så tror jeg på det. Ser vi på Amazon, der har købt dagligvarekæden Wholesale, så gør de kurven større ved at kontakte kunderne et par dage før levering for at høre, om de skal have mere med.

- Oveni har Netto den kæmpe fordel - i forhold til eksempelvis Nemlig.com - at de kan levere varer fra den lokale Netto. Og på den måde kan de gøre afstanden til kunden kortere, siger Dorte Wimmer.

- Og jeg tror, det bliver det næste skridt for Netto, at man leverer fra den enkelte Netto-butik fremfor fra et stort lager. På den måde bliver afstanden til kunden kortere, vurderer Dorte Wimmer.

Det er kendt, at den sidste kilometer til kunden er den dyreste. Netto forventer 50.000 forbrugere som abonnenter inden for et år, og på den måde kan kæden drive stordriftsfordel og planlægge leveringerne billigst muligt.

Netto begynder med udvalgte kunder, der får varerne leveret af PostNord. Tjenesten åbner for alle forbrugere senest i begyndelsen af 2020.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172